23948sdkhjf

Efterlyser klar udmelding om gasfyrs-stop

Dansk Fjernvarme opfordrer i fællesskab med en række andre fra energisektoren Folketinget til at træde i karakter og beslutte en slutdato til gasfyrsejere. Lige nu bliver der sendt et forkert signal, påpeger politisk chef Rune Moesgaard.

I samråd med Rådet for Grøn Omstilling, CONCITO, Green Power Denmark, SYNERGI, Tekniq Arbejdsgiverne og Varmepumpeindustrien opfordrer Dansk Fjernvarme i et brev til klimaminister Lars Aagaard, at han melder klart ud til de danske gasfyrsejere, at en slutdato på gas til rumopvarmning senest kommer i 2035.

Med brevet til klimaministeren er det politisk chef Rune Moesgaard fra Dansk Fjernvarmes forhåbning, at klimaministeren træder i karakter.

- Det er min forhåbning, at brevet får klimaministeren til at lytte og til at træde i karakter, udtaler Rune Moesgaard i en pressemeddelelse. 

Tilbage i juni 2022 blev der med en Klimaaftale om grøn strøm og varme sat en politisk ambition om, at der fra 2035 ikke længere skal være boliger i Danmark, der opvarmes af gasfyr. Energikrisen hang tungt over landet og behovet for uafhængighed af russisk naturgas var og er stort. Derudover er der med vedtagelsen af Bygningsdirektivet i EU kommet et krav om udfasning af fossil opvarmning i 2040.

Intet klart signal

Med NEKST-arbejdsgruppen ”Farvel til gas i danske hjem” seneste anbefaling fra marts 2024, åbnes der op for, at der godt kan være gasfyr tilbage i Danmark efter 2035.

Ifølge ”Klimastatus og –fremskrivning 2024” vil der være 110.000 husholdninger, som opvarmer med gasfyr i 2035.

Det er derfor Dansk Fjernvarme og de førnævnte energiorganisationers oplevelse, at NEKST mislykkedes med at sende et klart signal om, at gasfyrene skal ud af danskernes boliger.

- NEKST har ikke opnået at sende det klare signal om, at gasfyr er en opvarmningsform, der skal udfases inden 2035. Det er derfor problematisk, at der endnu ikke er klare signaler til fuld udfasning af gas til opvarmning, mener Dansk Fjernvarmes politiske chef Rune Moesgaard.

Kunderne tøver

Det er afsendernes vurdering, at den nuværende situation med mangel på klare politiske signaler og initiativer kan skabe en opbremsning i udfasningen af gasfyr. I værste tilfælde vurderer afsenderne, at der er risiko for, at der i 2035 vil være endnu flere gasfyr tilbage, end fremskrivningerne viser.

- Vi oplever flere steder i landet, at boligejere med gasfyr har en tro på, at lige netop deres gasfyr godt kan bevares. Derfor tøver de med at melde sig til den grønne fjernvarme. Det kan være netop det, der gør, at et samlet og større fjernvarmeprojekt ikke opnår den nødvendige opbakning, påpeger seniorkonsulent hos Dansk Fjernvarme Søren Magnussen.

Og tilføjer:

- Vi følger op på henvendelsen med input til Energistyrelsen om de forskellige redskaber, der kan understøtte den politiske målsætning som for eksempel kommunal varmeplanlægning med nedlukning af lokale gaslommer igennem Plandata, især i hovedstadsområdet.

Det er Dansk Fjernvarme og førnævnte energiorganisationers forhåbning, at deres brev til klimaministeren får ministeren til at igangsætte ovenstående med tilbagemelding til aftalepartierne bag ”Klimaaftalen for grøn strøm og varme 2022” senest i andet halvår af 2024.

Kommenter artiklen (4)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078